Jeg kan egentlig godt finde ud af smalltalk.
Jeg bliver bare hurtigt nysgerrig på, hvad der gemmer sig lige nedenunder.
Det er egentlig lidt sjovt, at vi på dansk ikke engang har et rigtig godt ord for smalltalk. Småsnak. Overfladisk snak. Vi kender alle de klassiske spørgsmål ved middagsselskabet: “Nå, hvad laver du så?” eller “Hvordan kender du værten?” Og næsten uden at tænke over det svarer vi med vores jobtitel eller et kort: “Det går fint.”
Når jeg møder et menneske, jeg ikke kender, får jeg næsten altid lyst til at prøve noget lidt andet. At stille et spørgsmål, der åbner samtalen et andet sted end dér, hvor vi plejer at begynde. Jeg er nysgerrig på, hvad det gør ved mødet mellem os, når vi kommer lidt væk fra de automatiske spørgsmål og svar.
For nogle år siden sad jeg til et middagsselskab ved siden af en mand, jeg aldrig havde mødt før.
“Hvis du nu ikke måtte fortælle mig, hvad du arbejder med,” spurgte jeg, “kan du så fortælle mig, hvad du holder allermest af ved dit arbejde – uden at røbe, hvad det er?”
Han smilede. Tænkte sig om. Begyndte at svare.
Og efter tre-fire sætninger kom det nærmest helt automatisk:
“Danske Bank.”
Vi grinede begge to.
Men episoden blev hos mig.
Den mindede mig om, hvor tæt vores identitet ofte bliver vævet sammen med det, vi laver. Og hvor let vi kommer til at stille spørgsmål, der holder samtalen på overfladen.
Måske er det også derfor, jeg altid har været mere optaget af de samtaler, hvor mennesker glemmer rollerne et øjeblik. De samtaler, hvor vi bliver lidt længere. Lytter lidt mere. Tør stille et spørgsmål, vi normalt ikke ville have stillet. Og pludselig opdager noget nyt om både den anden og sig selv.
I mere end tyve år har samtaler været en del af mit arbejde, min passion og min største nysgerrighed. Som somatic coach har jeg fulgt mennesker gennem forandringer, kriser og nye begyndelser, og igen og igen har jeg oplevet det samme: En god samtale foregår ikke kun i hovedet. Den foregår i hele mennesket.
Når tempoet falder, falder skuldrene ofte med. Når vi slipper trangen til at finde løsninger med det samme, opstår der plads til ærlighed. Og når sanserne bliver vækket – duften af en chokoladekage hos mormor, lyden af en bestemt sang eller følelsen af forelskelse en sommerdag for mange år siden – så dukker der minder frem, som vi troede var forsvundet.
Det er det, jeg kalder samtalens mysterium. At et enkelt spørgsmål kan åbne en dør, vi havde glemt fandtes. At et menneske pludselig fortæller en historie, som hverken de selv eller andre vidste lå og ventede.
Fortæl mig din historie begyndte egentlig ikke som en bog. Jeg havde længe haft lyst til at gøre det lidt lettere at skabe de samtaler, vi ofte siger, vi gerne vil have, men som let drukner i hverdagens travlhed.
Jeg havde ikke lyst til at skrive en bog, der fortalte mennesker, hvordan de skulle tale sammen. Jeg ville skabe en anledning. Et lille skub. En invitation. Et spørgsmål, der kunne føre til det næste. Og måske endnu et.
Min største drøm er faktisk, at mennesker ikke følger bogens spørgsmål slavisk. Men at spørgsmålene vækker jeres egne. At én historie kalder på en ny. At et grin åbner for et minde. At en lille fortælling pludselig bliver til en samtale, ingen havde set komme.
Derfor blev Fortæl mig din historie den første bog.
Men den blev ikke den sidste.
Samtaleuniverset vokser hele tiden med nye bøger og idéer, der alle udspringer af den samme tanke: At de vigtigste samtaler sjældent opstår helt af sig selv. De opstår ofte, fordi nogen tager det første skridt, stiller et lidt anderledes spørgsmål eller bliver i fortællingen lidt længere.
I dag finder du derfor også små fordybelsesbøger om samtaler, minder og nærvær – både som e-bøger og lydbøger. De er forskellige i form, men de har det samme håb: At gøre det lidt lettere at være nysgerrige på hinanden.
Privat er jeg mor til to voksne sønner og partner i et langt, dejligt kærlighedsforhold. Jeg ved fra mit eget middagsbord, hvor hurtigt hverdagen kan løbe af sted med os, og hvor let vi kan komme til at tale forbi hinanden.
De bedste stunder hjemme hos os begynder sjældent med de store spørgsmål. De begynder med et lille. Et spørgsmål ved middagsbordet. På en gåtur. På vej hjem i bilen. Pludselig fortæller én noget, ingen andre kendte. Et minde dukker op. Vi griner. Nogen bliver stille. Og bagefter er det, som om vi kender hinanden en lille smule bedre.
Det er de øjeblikke, Samtaleuniverset er skabt af. Og det er dem, jeg håber, bøgerne kan være med til at skabe hjemme hos jer.
Hvis det lykkes bare en gang imellem, så har de gjort det, de blev skrevet for.
Hvis du en dag får lyst, vil jeg meget gerne høre, hvilke historier bøgerne har sat i gang hjemme hos dig.
Kærlig hilsen
Tina Oure